IX. Økonomiske naturlove. Jordrenten

Selv med vor bedste vilje har vi hidtil ikke været i stand til at opdage, hvordan hr. Dühring på økonomiens område når frem til

”at optræde med krav på at have skabt et nyt system, der ikke blot svarer til epoken, men er bestemmende for epoken”.

Men hvad vi ikke har kunnet få øje på, da vi gennemgik teorien om voldsmagten, eller da der var tale om værdi og kapital - måske kommer det til at stå soleklart for vore blikke, når vi nu betragter de af hr. Dühring opstillede ”naturlove for nationaløkonomien. På sin som sædvanlig splinternye og knivskarpe måde udtrykker han sig således:

”Den højere videnskabeligheds triumf består i, at den over de blotte beskrivelser og inddelinger af det så at sige hvilende stof når frem til levende indsigt, der belyser selve oprindelsen. Erkendelsen af lovene er derfor den mest fuldkomne, thi den viser os, hvordan den ene proces er betinget af den anden”.

Allerede den første naturlov for al økonomi er specielt opdaget af hr. Dühring.

Adam Smith ”har besynderlig nok ikke blot undladt at anbringe den vigtigste faktor for al økonomisk udvikling forrest, han har endog helt forsømt at formulere den særskilt og på denne måde vilkårligt nedværdiget den magt, der har påtrykt den mo­derne europæiske udvikling sit stempel, til en underordnet rolle”. Denne ”grundlæggende lov, der må anbringes forrest, er loven om den tekniske udrustning, ja man kunne sige bevæbning af men­neskets naturgivne økonomiske evne”.

Denne af hr. Dühring opdagede ”fundamentale lov” lyder som følger:

Lov nr. 1. ”Produktiviteten af de økonomiske midler, de naturlige hjælpekilder og menneskekraften, øges ved opfindelser og opdagelser”.

Vi må forbavses. Hr. Dühring behandler as som hin spø­gefugl hos Moliere behandler den nyudklækkede adelsmand, da han meddeler ham den nyhed, at han hele sit liv har talt prosa uden at vide det. At opfindelser og opda­gelser i visse tilfælde øger arbejdets produktivkraft (men i ganske mange tilfælde gør de det ikke, hvad der kan ses af den omfattende makulatur, der henligger i alverdens patentarkiver), det har vi vidst længe. Men at denne ældgamle banalitet er den fundamentale lov for hele økono­mien - denne oplysning kan vi altså takke hr. Dühring for. Hvis ”den højere videnskabeligheds triumf” i økono­mien som i filosofien kun skal bestå i at give den første den bedste banalitet et nyt og vellydende navn, at udbasu­nere den som naturlov eller endog en fundamental lov, så er det muligt for alle og enhver, selv for redaktionen af Volks-Zeitung i Berlin, at ”grundlægge og omvælte” vi­denskaben. Vi ville da være nødt til ”med al strenghed” at anvende hr. Dührings dom over Plato på følgende måde, men på hr. Dühring selv:

”Men hvis noget sådant skal forestille at være nationaløkono­misk visdom, så har ophavsmanden til” de kritiske begrundelser ”den tilfælles med enhver person, der overhovedet har haft anledning til at tænke en tanke” - ja endog blot at føre løs snak - ”om noget, der er selvindlysende”.

Hvis vi f.eks. siger: Dyrene æder, så har vi i al uskyl­dighed udtalt banebrydende ord; vi behøver jo blot at sige, at det ”at æde” er alt dyrelivs fundamentale lov, og dermed har vi omvæltet hele zoologien.

Lov nr. 2. Arbejdsdelingen: ”Opspaltning i erhvervsgrenene og sønderdeling af aktiviteter forhøjer arbejdets produktivitet”.

For så vidt dette er rigtigt, har det ligeledes været en banalitet siden Adam Smith. Hvorvidt det er rigtigt, vil vise sig i tredje afsnit.

Lov nr. 3. ”Afstand og transport er de hovedårsager, der hindrer eller fremmer de produktive kræfters samvirken”.

Lov nr. 4. ”Industristaten har en betydelig større befolkningska­pacitet end agrarstaten”.

Lov nr. 5. ”I økonomien sker intet uden materiel interesse”.

Dette er de ”naturlove” hvorpå hr. Dühring grundlægger sin nye økonomi. Han forbliver tro mod sin metode, der allerede er skildret i filosofien. Nogle selvfølgelighe­der af den mest trøstesløse banalitet, undertiden endog udtrykt på en skæv måde, danner aksiomer, der ikke har be­hov for at bevises, de fundamentale sætninger, naturlovene også for økonomien. Under påskud af at ville forklare indholdet i disse love, som ikke har noget indhold, benyttes lejligheden til et udtværet politisk kandestøberi om de forskellige emner, hvis navne optræder i disse angivelige love, såsom opfindelser, arbejdsdeling, transportmidler, be­folkning, interesse, konkurrence osv., et kandestøberi, hvis platte hverdagsagtighed krydres med bombastiske orakelord, hist og her en skæv opfattelse eller spekulativt vigtig­mageri og allehånde spidsfindige hårkløverier. Så kommer vi endelig til jordrente, kapitalgevinst og arbejdsløn, og da vi i det forudgående kun har beskæftiget os med de to sidstnævnte tilegnelsesformer, vil vi her til slut kort undersøge den dühringske opfattelse af jordrenten.

Vi ser her bort fra alle de punkter, hvor hr. Dühring blot skriver af efter sin forgænger Carey; vi har her ikke at gøre med Carey, det er heller ikke vor opgave at forsvare Ricardos opfattelse af jordrenten mod Careys forvrængninger og tåbeligheder. Det er kun hr. Dühring, der angår os, og han definerer jordrenten som

”indkomster, som jordejeren som sådan får af jorden”.

Det økonomiske jordrentebegreb, som hr. Dühring skal forklare, oversætter han altså kort og godt til juristsprog, og vi er ikke klogere end før. Vor dybe grundlægger må altså, om han vil eller ej, indlade sig på videre forklarin­ger. Han sammenligner nu bortforpagtningen af landbrugsjord til en forpagter med udlån af kapital til en driftsher­re, men han opdager snart at denne sammenligning, ligesom så mange andre, halter.

”Hvis man”, siger han, ”vil føre denne analogi videre, så måtte den gevinst. som forpagteren har tilbage efter at have betalt jordrenten, svare til den rest at kapitalgevinsten, som efter fradrag af renterne tilfalder driftsherren der arbejder med kapitalen. Men man er ikke vant til at betragte forpagterens gevinst som hovedindtægt og jordrenten som rest... Et bevis for denne forskel i opfattelse er den kendsgerning, at man i læren om jordrenten særlig udskiller det tilfælde, hvor ejeren selv driver bruget, og ikke lægger særlig- vægt på forskellen i størrelse mellem en rente, der fremkommer i form af forpagtning, og en, man selv frembringer. I det mindste har man ikke fundet anledning til at forestille sig den jordrente, der fremkommer i et landbrug, der drives af ejeren selv, opdelt på en sådan måde, at den ene bestanddel så at sige er rente for jorden og den anden overskudsgevinst til driftsherren. Bortset fra sin egen kapital, som forpagteren anvender, synes man for det meste at anse hans specielle gevinst som en slags arbejds­løn. Dog er det betænkeligt at ville påstå noget herom, da man slet ikke har forelagt sig selv spørgsmålet med denne præcision. Overalt, hvor det drejer sig om større brug, vil man med lethed kunne indse, at det; ikke går an at lade den specielle forpagtergevinst gælde som arbejdsløn. Denne gevinst; beror nemlig på modsætnin­gen til den landlige arbejdskraft, hvis udnyttelse alene gør denne form for indkomst mulig. Det er åbenbart et stykke rente, der forbliver i forpagterens hånd, og dermed formindsker den fulde jord-rente, der kunne opnås, hvis det var ejeren selv, der drev ejen­dommen”.

Jordrenteteorien er et specifikt stykke engelsk økonomi og måtte være det, fordi det kun var i England, der fandtes en produktionsmåde, hvor jordrenten faktisk havde skilt sig ud fra profit og pengerente. Som bekendt er den store jordbesiddelse og det store landbrug dominerende i England. Jordejerne bortforpagter deres godser som store, ofte endog meget store brug til forpagtere, der er forsynet med tilstrækkelig kapital til at drive dem; de arbejder ikke selv, som vore bønder gør det, men anvender som rigtige kapitalistiske driftsherrer arbejde udført af tyende og daglejere. Her har vi altså de tre klasser i det borgerlige samfund og den indkomstform, der er karakteristisk for hver enkelt af dem: jordejeren, der får jordrenten, kapita­listen, der får profitten, og arbejderen, der får arbejdsløn­nen. Det er aldrig faldet nogen engelsk økonom ind at be­tragte forpagterens gevinst som en slags arbejdsløn, sådan som det forekommer hr. Dühring. Endnu mindre kunne den engelske økonom finde noget betænkeligt i at påstå, at forpagterens profit er det, den ubestrideligt, øjensynligt og håndgribeligt er - nemlig kapitalprofit. Det er ganske latterligt, når det her hedder, at man ikke med denne præcision har forelagt sig spørgsmålet om, hvad forpagtergevinsten er. I England behøver man overhovedet ikke at forelægge sig dette spørgsmål, spørgsmålet såvel som sva­ret har foreligget længe i selve kendsgerningerne, og der har ikke hersket tvivl herom siden Adam Smith.

Det tilfælde, hvor ejeren selv driver bruget, som hr. Dühring kalder det, eller rettere sagt lader det passe af en forvalter for ejerens egen regning, sådan som det faktisk foregår for størsteparten i Tyskland, ændrer ikke noget ved sagen. Hvis jordejeren også leverer kapitalen og lader bruget drive for egen regning, så kan han foruden jordrenten også stikke kapitalgevinsten i sin egen lomme, sådan som det er en selvfølge ifølge den herskende produk­tionsmåde og slet ikke kan være anderledes. Og når hr. Dühring påstår, at man hidtil ikke har fundet sig foranlediget til at forestille sig denne rente (skal være revenu), der skyldes, at ejeren selv driver bruget, delt, så er dette simpelt hen ikke sandt og beviser i bedste tilfælde atter en gang hans egen uvidenhed. For eksempel:

”Den indkomst, der afledes fra arbejde, kaldes løn. Den, der afledes fra 'kapital' af en person, der enten beskæftiger eller forvalter den, kaldes profit... Den indkomst, der udelukkende stam­mer fra jorden, kaldes jordrente og tilfalder jordejeren... Når disse tre forskellige slags indkomster tilfalder tre forskellige personer, skelnes de let fra hinanden; men når de tilfalder samme person, sammenblandes de undertiden med hinanden, i det mindste i daglig tale. En mand, der selv dyrker en del af sin egen jord, bør, efter at have betalt kultiveringens udgifter, erhverve både jordejerens rente og farmerens [forpagterens] profit. Han er imid­lertid tilbøjelig til at kalde hele gevinsten for profit og her sam­menblande jordrente og profit, i det mindste i daglig tale. Den største del af vore nordamerikanske og vestindiske plantageejere er i denne situation. De fleste af dem dyrker deres egen jord, som følge heraf hører vi sjældent om jordrente i forbindelse med en plantage, men ofte om dens profit... En gartner, der kultiverer sin egen have med sine egne hænder, er på samme tid både jordejer, farmer [forpagter] og arbejder. Hans produkt bør derfor levere ham rente for det første. profit for det andet, og løn for det tredje. Det hele anses imidlertid almindeligvis for at være løn for hans arbejde. Både jordrente og profit sammenblandes i dette tilfælde med løn....”

Således står det skrevet i 6. kapitel af første bog hos Adam Smith [Adam Smith, ”Nationernes Velstand”, dansk udg. Rhodos 1976, s. 93-95]. Det tilfælde, hvor ejeren selv driver sit brug, er altså blevet undersøgt allerede for hun­drede år siden, og de betænkeligheder og den usikkerhed, der volder hr. Dühring så megen kummer, skyldes udelukkende hans egen uvidenhed.

Til sidst redder han sig ud af forlegenheden med et dri­stigt snuptag :

Forpagtergevinsten beror på udbytning af den ”landlige ar­bejdskraft”; følgelig er den åbenbart et ”stykke jordrente”, hvormed den ”fulde jordrente”, der egentlig skulle gå i jordejerens lomme, ”formindskes”.

Her får vi hele to ting at vide: For det første, at forpag­teren ”formindsker” jordejerens rente; altså er det hos hr. Dühring ikke forpagteren, der betaler jordrente til ejeren - som man hidtil har forestillet sig det - men jordejeren, der betaler rente til forpagteren. Ganske rig­tigt en forestilling, der er yderst ejendommelig. Og for det andet får vi endelig at vide, hvad det er, hr. DLihring forestiller sig ved jordrente: nemlig hele det merprodukt, der frembringes under udbytningen af det landlige arbejde i landbruget. Men da dette merprodukt hos alle hidtidige økonomer - måske lige med undtagelse af nogle vulgærøkonomer - opdeles i jordrente og kapitalprofit, så må vi konstatere, at hr. Dühring heller ikke om jordrenten ”nærer det almengyldige begreb”.

Ifølge hr. Dühring adskiller jordrente og kapitalgevinst sig kun derved, at jordrenten fremkommer i landbruget og kapitalgevinsten i industrien eller handelen. Til denne ukritiske og forvirrede forestillingsmåde må hr. Dühring nødvendigvis komme. Vi har set, at han gik ud fra den ”sande historiske opfattelse”, ifølge hvilken herredømmet over jorden kun er etableret i kraft af et herredømme over mennesket. Når jorden opdyrkes ved hjælp af en eller anden form for trællearbejde, opstår der et overskud til jordejeren, og dette overskud er netop jordrenten, ligesom arbejdsproduktets overskud over arbejdsindkomsten i industrien er kapitalgevinsten.

”På denne måde er det klart, at jordrenten har eksisteret altid og overalt, hvor landbruget drives ved hjælp al en eller anden al arbejdets underkastelseslormer”.

Når hr. Dühring på denne måde fremstiller jordrenten som hele det merprodukt, der opnås i landbruget, kommer han i konflikt dels med den engelske forpagterprofit og dels med den af denne afledede og i hele den klassiske økonomi gældende opdeling af merproduktet i jordrente og forpagterprofit, og dermed med den rene, præcise defi­nition af jordrenten. Hvad gør nu hr. Dühring? Han lader som om han ikke kendte en stavelse til opdelingen af landbrugets merprodukt i forpagterprofit og jordrente, altså til hele den klassiske økonomis jordrenteteori; som om spørgsmålet om, hvad forpagterprofitten egentlig er, i he­le økonomien endnu aldrig var blevet stillet ”med præci­sion”; som om det drejede sig om en genstand, der endnu aldrig var blevet udforsket, hvorom der ikke er noget be­kendt, ikke andet end skin og betænkeligheder. Og han flygter fra det fatale England, hvor landbrugets merpro­dukt helt uden nogen teoretisk skoles medvirken så nå­desløst er opdelt i sine bestanddele: jordrente og kapitalprofit. Han flygter til sine højtelskede enemærker, landet hvor den preussiske lanclret har gyldighed, hvor driften af egen jord står i fuld patriarkalsk blomst, hvor ”godsejeren ved jordrente forstår indtægterne fra sine godser”, og hvor d'herrer junkeres forestillinger angående jordrenten gør krav på at være retningsgivende for videnskaben - hvor hr. Dühring altså endnu kan gøre sig håb om at smutte igennem med sin begrebsforvirring om jordrente og profit og måske endog kan finde nogen, der vil tro på hans nyeste opdagelse, at jordrenten ikke betales af for­pagteren til jordejeren, men af jordejeren til forpagteren.